Kort nyt
- Nyt bestyrelsesmedlem
- Nyt netværk for innovative administrative systemer
- Nyt netværk for digital kunst
- Projekthotel
- Jobservice
- Nyansættelser
Nyt bestyrelsesmedlem
Den 24. april var der generalforsamling i IT-foreningen Alexandra, og Steen Lynenskjold blev valgt til bestyrelsen som afløser for Lars Mikkelgaard-Jensen, IBM.
Steen Lynenskjold har været ansat i Terma og det tidligere Computer Resources International siden 1989 i forskellige stillinger. Hans erfaring omfatter udvikling af kommando- og kontrolsystemer til satellitter, software til NATO E-3A flyet og han har deltaget i de tidlige faser af Joint Strike Fighter-programmet. Han er MSc fra DTU and har en MBA grad i Technology Management. Før han blev leder af forretningsområdet Airborne Systems, var han ansvarlig for strategisk marketing i Terma.
Nyt netværk for innovative administrative systemer
Alexandra Instituttet er operatør for NIAS - netværk for innovative administrative systemer. Netværket er et samarbejde mellem Handelshøjskolen i Århus og Datalogisk Institut, Aarhus Universitet. NIAS har tre hovedformål:
- at understøtte brugerdreven innovation inden for den offentlige administration – og på sigt også inden for administration i private virksomheder.
- at udvikle nye administrative it-løsninger, der kan danne basis for udvikling af regionens it-virksomheder – og evt. etablering af nye.
- at udvikle teknologiske muligheder som befinder sig på den forskningsmæssige frontlinie og opnå ny viden om anvendelse, ledelse og organisering i forbindelse med de nye teknologier.
Brugersiden repræsenteres i første omgang af Århus Amt. I regi af amtet har netværket igangsat sit første projekt "Fleksibelt arbejde, fleksibel infrastruktur", hvor det blandt andet undersøges, hvordan it kan skabe større fleksibilitet og højere grad af geografisk uafhængighed for flere medarbejdere.
Medlemmer af Alexandra Instituttet er "fødte" medlemmer af netværket. NIAS arrangerer officiel kick-off tirsdag 29. august. Arrangementet indledes af regionsformand Bent Hansen, Region Midtjylland, og afsluttes med to workshops med overskrifterne "mobilt arbejde" og "videndeling, intranet og fælles platforme".
Arrangementet er gratis. Invitation udsendes primo august.
Nyt netværk for digital kunst
Alexandra Instituttet er operatør på DARED - network for Digital Art, Research and Experience Design.
Netværket skal bringe virksomheders, kulturinstitutioners og attraktioners kommercielle behov i spil i forhold til digitale kunstneres kreativitet og it-forskeres knowhow. Ud over Alexandra Instituttet er kerneaktørerne i netværket Institut for Design på Arkitektskolen i Aarhus, Dansk Institut for Elektronisk Musik (DIEM) på Det Jyske Musikkonservatorium og Center for Avanceret Visualisering og Interaktion (CAVI) på Aarhus Universitet.
Medlemmer af Alexandra Instituttet er "fødte" medlemmer af netværket. DARED arrangerer officiel kick-off i september. Datoen er endnu ikke fastlagt.
Projekthotel
Den 1. maj åbnede IT-huset, som bl.a. indeholder forskerpark, kantine, auditorier og bibliotek, i Åbogade 15. IT-huset er på i alt 10.000 kvm, hvor Alexandra Instituttet råder over de ca. 1000 kvm. De skal benyttes til en udvidelse af instituttets projekthotel.
Det eksisterende projekthotel har i de sidste par år været fuldt udlejet, men med udvidelsen vil der være plads til nye lejere. B&O har udvidet sit lejemål og er flyttet fra det gamle projekthotel til det nye IT-hus. Blandt de nye lejere i projekthotellet er CCI Magazine og Seth Consulting.
Yderligere oplysninger om projekthotellet kan fås hos Ole Lehrmann Madsen, ole.l.madsen@alexandra.dk.
Jobservice
Vi vil gerne gøre opmærksom på, at Alexandra-medlemmer kan sætte jobopslag op på vores hjemmeside. Mange af vores medlemmer har gode erfaringer med at søge folk via Alexandra Instituttet. Vores jobservice giver direkte adgang til højt kvalificerede folk, samtidig med at den er gratis.
Læs mere på www.alexandra.dk/services/jobservice.htm
Eller kontakt Lene Holst Mortensen på tlf. 89 42 57 57.
Nyansættelser
Alexandra Instituttet har foretaget en række nyansættelser:
Jane Clemensen er ansat som innovationschef på området pervasive healthcare og leder af det højteknologiske netværk SundITnet. Hun er uddannet sygeplejerske, cand.cur. og er ph.d.-stipendiat inden for pervasive healthcare.
Jeppe Spure Nielsen er ansat som projektkoordinator. Han er cand.scient.pol. og har tidligere arbejdet med at udvikle regionale rammebetingelser for erhvervsudvikling, innovation og forskning i Århus Amts Erhvervsafdeling.
Anne Sophie Witzke er ansat som projektkoordinator og ansvarlig for DARED - network for Digital Art, Research and Experience Design. Hun er cand.mag. i moderne kultur og kulturformidling og antropologi.
Jacob Skjødt er ansat som projektkoordinator i netværket SundITnet. Han er cand.scient.soc. i forvaltning og historie og har tidligere arbejdet med teknologivurdering og borgerinddragelse i Teknologirådet.
Mette Kanstrup er ansat som projektleder ved Invest in Denmark med arbejdssted på Alexandra Instituttet. Hendes opgave er at tiltrække udenlandske virksomheder, primært inden for it, til Århusregionen. Mette er cand.mag. i fransk og informationsvidenskab og har tidligere arbejdet med investeringsfremme ved den danske ambassade i Paris og ved Investment Location Region Århus. Senest har Mette beskæftiget sig med rådgivning om ny teknologi og med innovationsprocesser ved Innovation Lab.