Nyhedsbrev
Nr. 3, oktober 2003
 
 
Siden sidst
     
       
Indhold
 
 

It-eksportkonsultationer
Den danske ambassade i Haag og generalkonsulaterne i Milano og München har anmodet Alexandra Instituttet om at være vært for en række eksportkonsultationer for regionens it-virksomheder. Er man interesseret i en grundig gennemgang af it-eksportmulighederne til et eller flere af de tre lande, så kan man få en snak med henholdsvis IT-technology attaché Henrik Strauss (Tyskland), eksportrådgiver Kewin Witt (Italien) og handelsattaché Niels Steen Thomsen (Holland). Konsultationerne holdes 10. - 12. november. Invitation og tilmeldingsblanket er vedlagt.

Alistair Cockburn om it-projekter - specialpris for medlemmer
Alexandra Instituttet afholder i samarbejde med Teknologisk Institut to seminarer med Dr. Alistair Cockburn, internationalt kendt ekspert inden for objektorienteret design, softwareudviklingsmetoder, use cases og projektledelse.
- Hans tutorials på internationale konferencer trækker altid fulde huse, udtaler Alexandra Instituttets direktør Ole Lehrmann Madsen.
- Hans arbejde med use case og agile metoder er banebrydende, og han er formodentlig den person, der er bedst til at forklare - så også managers forstår det - hvorfor inkrementelle metoder er de traditionelle metoder overlegne, og hvorfor der ikke kun er én metode der kan bruges på alle projekter i en organisation.
Cockburn-seminaret “Hvordan man tænker adræt” foregår 3. november hos Alexandra Instituttet i Århus. Seminaret ”Projektledelse i en usikker verden” foregår dagen efter på Teknologisk Institut i København.
Bemærk: medlemmer af Alexandra Instituttet kan deltage i seminaret i Århus til under halv pris, nedsat fra 4980 kr. til 1950 kr. -

Vi er flyttet ind
Sidste uge i august flyttede Alexandra Instituttets personale ind i sit nye “domicil” på tredje etage i et nybyggeri på hjørnet af Åbogade og Helsingforsgade. Vi trives fremragende i de lyse og højloftede lokaler, der imidlertid ikke er helt færdigindrettede endnu. Der planlægges en officiel åbningsreception senere på året.

Ny version af Katrinebjerg-magasinet
Katrinebjerg-magasinet så dagens lys første gang i april måned. Der har imidlertid været så stor interesse for det 48-siders magasin, der giver et grundigt overblik over it-byen, at det hurtigt kom i restordre.
Nu har vi trykt 4000 eksemplarer ekstra, denne gang udvidet med annoncer fra en række Alexandra-medlemmer: Kirk Telecom, Kamstrup, Arkitektskolen i Århus, Biblioteksnetværk Århus Amt, WM-data og Mjølner.

Vær med på en lytter
Nordic Interactives syvende forskerskole finder sted i Århus 9. - 15. november. Årets tema er “Interface: from the desktop to interactive spaces - challenging aesthetics, architecture and computer science.”
Forskerskolen er allerede overtegnet, og deltagere kommer fra hele verden. Foredragsholdere omfatter mange interessante folk fra balletdansere og musikere til kendte datalogiprofessorer.
Flere af foredragene vil som noget nyt være åbne for et begrænset antal Alexandra-medlemmer. Navne, emner, tidspunkter og muligheder vil blive udsendt separat.
Læs mere om forskerskolen på
http://www.nordic-interactive.org/researchschool/nires/nires7.shtml

Møde i Danish IPv6 Task Force
Alexandra Instituttet tog i foråret initiativ til etableringen af Danish IPv6 Task Force. Medlemmerne i gruppen holder jævnligt møder, der er åbne for alle. Næste møde finder sted i tirsdag 4. november kl. 12 hos Arrownet A/S, Vestre Gade 18, Brøndby.

 
mail